Av MIRJAM GEBAUER
En essä i samarbete med den danska tidskriften Standart ©
Den nyskabende og prisbelønnede tyske litteratur skrives i stadig stigende grad af forfattere, der ikke har fået det tyske sprog ind med modermælken. I 2006 stod der f.eks. med Ilija Trojanows Der Weltensammler og Saša Stanišics Wie der Soldat das Grammofon repariert to kandidater på den højt profilerede Short List til Deutscher Buchpreis, der begge havde oprindelse uden for Tysklands grænser.
Også forfattere som Emine Sevgi Özdamar, Feridun Zaimoğlu, Dimitré Dinev og Terézia Mora er blevet anerkendt med mange priser og udmærkelser, oversat til mange sprog, og nogle af dem kan betragtes som bestsellere, f.eks. kortprosa-forfatteren og initiativtageren til spektaklet Russendisko, Wladimir Kaminer. Samme tendens gør sig gældende i filmgenren hvor bl.a. filminstruktøren Fatih Akin fik sit gennembrud med det følelsesladede tysk-tyrkiske drama Gegen die Wand (2003) og nu er blandt de mest succesrige tyske filmskabere.
Er der nogen særlige karakteristika for de mange aktuelle værker indenfor migrationslitteratur og -film? Og hvad betyder dette felt for tysk litteratur i øvrigt? Det forsøger denne artikel at give nogle bud på.
Man har forsøgt at begrunde migrationslitteraturens succes med den tyske litteraturs såkaldte Erzählschwäche. Altså den svigtende evne til at fortælle, der skyldtes det nationalsocialistiske Zivilisationsbruch. Den tyske fortid skulle i lang tid både tematisk og poetologisk tænkes med, hvad der lagde bånd på en mere ”umiddelbar” fortælleglæde. 1)
Migrationsforfatterne derimod kunne både gribe tilbage til stærke orale fortælletraditioner og tage højde for det (post-) modernistiske tab af naivitet i den kunstneriske fremstilling, som f.eks. Özdamars legendariske Karawanserei-roman (1992) beviser. Kan denne roman ses som en cæsur der markerer et skel mellem 70erne og 80ernes gæstearbejderlitteratur præget af vidnesbyrdfortællinger og så en ny, sproglig avancerede migrationslitteratur, så udfolder migrationslitteraturen tre år senere i form af Zaimoğlus Kanak Sprak hele sit subkulturelle potentiale.
I denne bog protokolleres eller snarere opfindes udsagn af unge andengenerationsindvandrere der lever i samfundets periferi og taler et hybridt sprog 2) som er influeret af den amerikanske Black Movement og musik- og livsstilsfænomener som rap og hiphop. Migrationslitteraturen får med denne roman en opblomstring i popkulturens ånd. I 1998 grundlægges så ’Kanak-Attak’-initiativet der organiserer forskellige politiske og kulturelle events, og der etablerer en ny diskurs omkring ’indvandreren’ der går fra at være outsideren til at være avantgarde.3)
Her ti år efter, hvor de ’vrede unge kanakkere’ er blevet lidt ældre og lidt roligere, kan man iagttage to interessante hovedtendenser i aktuel migrationslitteratur: På den ene side står en radikal globalisering af tysk litteratur, og der udfoldes en tilsvarende nyskabende æstetik. På den anden side genoplives den store episke familieroman for med forholdsvis traditionelle midler at fortælle om de oprindelsessteder den første generation af indvandrere i sin tid tog afsked med.
Samler på verdener: bevægelse og netværk
I 2005 udkom den tyske romanist Ottmar Ettes bog ZwischenWeltenSchreiben. Literaturen ohne festen Wohnsitz. Den blev straks en grundbog, ikke kun for dem der beskæftiger sig med migrationslitteratur og andre forfatterskaber, der er blevet til uden for oprindelseskulturen og -sproget, men for (måske især tyske) litteraturforskere i det hele taget.
Ette plæderer for en »transareal (litteratur-)videnskab« og tager dermed højde for at mobilitet og transkulturalitet i vor tid ikke længere skal betragtes som undtagelsen fra reglen, men som et grundvilkår. Hvor den nyere litteraturvidenskab postulerer et spacial turn som afløser for litteraturens optagethed af tidskoncepter, så kan Ettes fordring på en »bevægelsens poetik« forstås som et dynamisk, flerdimensionelt, rum-tidsligt perspektiv at betragte litteraturen ud fra.
Ettes metodik kan beskrives som transgressiv i mange henseender: således arbejder han med et tekstmateriale fra forskellige nationallitteraturer, sammentænker forskellige litteraturhistoriske kontekster som f.eks. Shoa- og Black-atlantic-litteraturen og tager dermed det skridt fuldt ud som et transkulturelt perspektiv på nationalfilologierne medfører. Traditionelt er nationalfilologierne i forlængelse af historiefilosoffen Johann Gottfried Herders forestilling om kulturer og nationer blevet betragtet som kugleformede enheder, 4) men ifølge Ette skal fremtidig filologi arbejde med »mobile og relationelle, transdisciplinære og transareale videnskabskoncepter«5 ) og kan snarere sammenlignes med et dynamisk netværk.
Netop tankefigurerne bevægelse og netværk går igen i Ilija Trojanows tekster, og hans store gennembrudsroman »Der Weltensammler« (2006) ville have været oplagt materiale for Ettes analyser. Trojanow repræsenterer som ingen anden nutidig tysk forfatter en globaliseret »litteratur uden fast bopæl«. Han blev født i 1965 i Sofia i Bulgarien og flygtede med sin familie i 1971 ud af landet og boede først i Tyskland og senere i Kenya. I 1980’erne læste Trojanow i München og har siden boet i bl.a. Bombay, Kapstadt og nu i Wien.
I hans seneste bog »Der entfesselte Globus« (2008) der indeholder reportager om Afrika, Indien og Bulgarien samt essays finder man den buddhistiske myte om Indras net genfortalt. Denne går ud på at verden består af et »endeløst net af tråde« der går horisontalt gennem rummet og vertikalt gennem tiden. Der hvor trådene krydses, befinder sig levende væsener som »juvellignende« knuder. Det »værendes lys« belyser alle krystallerne, mens de belyser hinanden og reflekterer hinandens refleksioner.
Fra denne myte skal vi lære om den store sammenhæng mellem alting. Til forskel fra vestlig filosofi, der er karakteriseret ved en tænkning i forskelle (différence), tages her udgangspunkt i det der er fælles for alle. Hvis man skader den anden også bare en lille smule, så bringer man hele sammenhængen ud af balance og skader i sidste ende sig selv. Den uoprettelige voldshandling starter blot ved at tænke den anden som anderledes end sig selv.
Trojanows opulente værk Der Weltensammler om den engelske opdagelsesrejsende Richard Francis Burton (1821-1890) kan læses som en realisering af tanken om netværket. Romanen er inddelt i tre store dele, som omhandler Burtons ophold i Britisk Indien, Arabien og Østafrika og det angives sidst i bogen at romanen selv er blevet til i Indien og Sydafrika. Det vestlige bliks dominans og forestillingen om en individuel, gennemgående fortæller-instans ophæves ved at hvert stort kapitel om Burtons rejser afføder et nyt fortælleperspektiv: Fortællere er henholdsvis Burtons tidligere indiske tjener, et muslimsk efterforskningsudvalg og en forhenværende afrikansk slave; desforuden formidles begivenhederne også gennem Burtons eget perspektiv.
Der er tale om et globalt netværk, idet de forskellige fortællere jo forbindes via selve teksten. Burton bliver selv fremstillet som en åndelig far til dette litterære projekt, idet han i modsætning til mange andre vesterlændinge der rejser øst- og sydpå prøver at leve sig ind i de forskellige kulturer og at forvandle sig til uigenkendelighed, når han kommer til et nyt område. På den anden side understreges det også at »den der samler på verdener« som spion og opdager af ukendte territorier i sidste ende også er en del af kolonialiseringen.
På sin egen måde er også filminstruktøren Fatih Akın (f. 1973) ved at udfolde en bevægelses- og netværks-æstetik i sit værk og navnlig i sin seneste prisbelønnede film »Auf der anderen Seite« (2007). Filmens udspiller sig i både Tyskland og Tyrkiet og viser et ensemble bestående af seks figurer hvis skæbner flettes ind i hinanden. De fungerer som knudepunkter i et dynamisk netværk idet de er præget af ustandselig bevægelse der forandrer deres positioner i den store sammenhæng: Den unge Nejat er af tyrkisk oprindelse og germanistik-professor i Hamborg hvor også hans far Ali bor. Da faren kommer til at slå den prostituerede Yeter ihjel, rejser Nejat til Istanbul for at finde Yeters datter Ayten. Imidlertid er Ayten, som medlem af en politisk-militant bevægelse, flygtet til Tyskland, hvor hun i Hamborg møder den studerende Lotte, og de to kvinder forelsker sig i hinanden.
Da Ayten bliver sendt tilbage til Tyrkiet og kommer i fængsel dernede, rejser Lotte efter hende og finder tilfældigvis ophold hos Nejat. Ayten beder sin veninde om at bjærge en pistol fra et gemmested, men ved denne aktion mister Lotte livet. Det foranlediger hendes mor Susanne til at rejse til Istanbul for at forfølge hendes spor. De døde og deres transit, konkret mellem Hamborg og Istanbul, sætter bevægelser af de levende i gang, og der er tale om et ustandseligt sideskift, en pendlen frem og tilbage.
Figurernes bevægelse går altid hen imod ’det andet’: den anden kultur, det andet sted, den anden generation, den absolut anden tilstand, døden og vises samtidig som en bevægelse der skaber øget nærvær i ’det egne’. Kulturelle forskelle og fremmedheden mellem generationerne kan som en konsekvens af dødsfaldene overvindes og forvandles til nærhed. Mens Nejat omsiders vil forsone sig med faren, som han tog afstand fra pga. mordet, tilgiver også Susanne Ayten hendes andel i datterens død og besætter endda den frigjorte position som hendes mor. »Auf der anderen Seite« bliver dermed en kunstfærdig tekstur, hvor tyske og tyrkiske skæbner flettes sammen i et væv af uendelig refleksion.
Klicka här för att läsa fortsättningen…
- Fotnot 1) Argumentet fremføres bl.a. af Martin Hielscher i artiklen »Andere Stimmen – andere Räume. Die Funktion der Migrantenliteratur in deutschen Verlagen und Dimitré Dinevs Roman ‚Engelszungen’«, i: »Literatur und Migration«, Text + Kritik, Sonderband, München 2006, 196-208.
- Fotnot 2) Zaimoğlu selv har karakteriseret sin bog som ’autentisk’ protokol-litteratur. Men forskningen har hele tiden understreget at dette skal tages med et gran salt, idet der er tale om en højst artificiel sproglig kode, en opfindelse af ’perkertysk’. Jf. f.eks. Manuela Günter: »‚Wir sind bastarde, freund…’. Feridun Zaimoğlus ’Kanak Sprak’ und die performative Struktur von Identität«. In: Sprache und Literatur 30 (1999), 15-28.
- Fotnot 3) Dette understreges også af titlen på en antologi med unge ’migrationsforfattere’: Jamal Tuschik (red.): »Morgen Land. Neueste deutsche Literatur«. Frankfurt a. M. 2000. Udgiveren betegner forfatterne som »bærere af fremtidsinformtationer« (»Träger von Zukunftsinformationen«, 283f).
- Fotnot 4) Se Wolfgang Welschs kritik af denne forestilling i ”Transkulturalität. Zur veränderten Verfassung heutiger Kulturen”, i: Irmela Schneider, Christian W. Thomsen (red.), Hybridkultur. Medien, Netze, Künste, Köln 1997, 68f.
- Fotnot 5) Ette, »ZwischenWeltenSchreiben. Literaturen ohne festen Wohnsitz«, Berlin 2005, 26.
- Fotnot 6) Trojanow, »Das Netz von Indra oder Die Philosophie hinter dem Spiel«, i: »Der entfesselte Globus«, München 2008, 183f.
- Artikelsök – mer att läsa
Här kan du söka på hundratals utvalda svenska och utländska kultursidor efter ännu mer att läsa. Skriv in sökordet i fältet nedan och klicka på Sök