DIXIKON

Av MIRJAM GEBAUER
En essä i samarbete med den danska tidskriften Standart ©, del 2

Tilbage til provinsen: genealogi og etnografi

I modsætning til — eller man kunne også sige: komplementært med — denne globaliserende æstetik har tyske forfattere med migrationsbaggrund i de senere år interesseret sig for de provinsverdener deres forældre forlod, inden de i sin tid kom til Tyskland. Når man ser på bøger som Selim Özdoğans »Die Tochter des Schmieds« (2005) og Feridun Zaimoğlus »Leyla« (2006) har man at gøre med varianter af den til alle tider populære familieroman.

Zaimoğlu (f. 1964) og Özdoğan (f. 1971) er begge født i den tyrkiske provins og fulgte som børn med deres forældre til Tyskland, og det er påfaldende hvor mange paralleller bøgerne om oprindelsesstedet opviser.

Köp den här

Både i »Die Tochter des Schmieds« og i »Leyla« står en kvinde i centrum som vokser op i en lille anatolsk by omkring midten af det forrige århundrede. Det er meget begrænset hvor meget kvinden kan frigøre sig fra de traditionelle patriarkalske strukturer hun fødes ind i, og som voksen følger hun og børnene med mændene til Tyskland hvor de kastes ud i et nyt, ukendt univers.

Det er blevet bemærket at både Zaimoğlu og Özdoğan vælger forholdsvis konventionelle stilmidler for at fortælle deres historier, eksempelvis skrider handlingen kronologisk frem ligesom sproget bruges mindre eksperimenterende og snarere til at frembringe en ’realistisk illusion’. Således ligger fokus helt og aldeles på det etnografiske projekt: at muliggøre indlevelsen i en fremmed kultur, der beskrives så tro mod detaljen som muligt.

Helt i modsætning til ’Kanak-Sprak’-projektet hvis aggressivitet også rettede sig mod nogle af førstegenerationsindvandrernes 1) positioner, fornemmer man, bl.a. i den formelt set tilbageholdende fortællemåde, en stor solidaritet med forældregenerationen. Bestræbelsen går på at skabe forståelse for deres handlinger og holdninger ved at beskrive hvor de kom fra.

Zaimoğlus tekst, der er blevet hyldet euforisk af næsten alle boganmeldere af de større tyske aviser kan i fortælleperspektiv og sprogbrug forekomme en lille smule mere opsigtsvækkende end Özdoğans. Mens »Die Tochter des Schmieds« fortælles i et upyntet, ’objektivt’ sprog og fra en neutral fortælleposition, så agerer den lille pige Leyla også jeg-fortæller hos Zaimoğlu. Det er med hendes øjne vi ser fremstillede verden. Forfatteren har selv gjort opmærksom på at han fortæller sin mors historie, og at romanen opstod efter båndoptagelser af samtaler med hende. 2)

Med Leyla som jeg-fortæller placeres perspektivet og stemmen i romanen i den traditionelle muslimske kultur, og tilmed hos den i mange henseender marginaliserede kvinde, det yngste familiemedlem nederst i hierarkiet. Leyla opfordres tit til at »være stille« og gøre sig »usynlig« (jf. f.eks. 13), og forholdene radikaliseres på grund af en voldelig far der tyranniserer hele familien. Med fortælleperspektivet underminderes de faktiske magtforhold, og man indtroduceres til Leylas begrænsede verden og beskedne frirum.

Köp den här

Læseren bevidner hvordan kulturen videregives gennem mundtlig overlevering især fra mor til datter, men også fra ældre til yngre søster. Leylas univers formes af de mange og mangfoldige bud og forbud der berører forskellige områder af livet — fra det almene og religiøse til de mest konkrete leveregler om hvordan man eksempelvis farver hår, laver håndarbejder eller går på toilet. Disse regler forekommer tit underlige og præget af overtro.

Samtidig med at teksten på den ene side udfolder en eksotisk, fremmed verden der nøje udpensles via en detaljerig beskrivelsesstrategi, så nuanceres billedet af orienten på den anden side. Vi forstår bl.a. at denne fortidige verden allerede dengang var hybrid, i opbrud og at individet ikke fuldstændig var underkastet og defineret af traditionen.

Familietyrannen der ved første øjekast synes at være helt i overensstemmelse med vores vestlige forestillinger og fordomme om muslimsk kultur og som hele tiden prøver på at legitimere sine handlinger med henvisning til traditionen, viser sig på den anden side som outsider og taber.

Som tjetjensk flygtning fra krigen formår han aldrig helt at få fodfæste i det lokale samfund. Han svigter som forsørger, men forsøger med sin magtfuldkomne og brutale opførsel overfor familien at kompensere for dette. Familiemedlemmerne finder strategier til at leve under hans terrorregime og holde fast i egne frirum, f.eks. når Leyla dyrker sin drømmeverden i sengens beskyttede rum. Da familien flytter ind i huset hos en velhavende tante i Istanbul, krakelerer farens magt mere og mere, og til sidst mister han den helt over Leyla, der benytter sig af muligheden for at gifte sig for at komme væk.

Tyrkiets landsbysamfund og i meget højere grad storbyen Istanbul bliver vist som et traditionelt samfund i opbrud, hvilket vestliggørelsen gennem massemedierne har en stor andel i, f.eks. antydet med fremvisningen af »Kessrin Hepbörn« i biografen. Familiens kvinder ser film, læser og diskuterer kulørte blade og lytter til kærlighedshistorier i radioen. Forandringerne fører dog ikke til opløsning af traditionen, men til sammensætninger af dens elementer i nye kombinationer som man f.eks. ser i Leylas ægteskab der både er præget af traditionelle normer og bliver et instrument for frigørelse.

At læse mellem verdener

Mange forfattere af anden etnisk baggrund har ytret skepsis over for begrebet ’migrationslitteratur’, fordi de frygter at blive reduceret til deres herkomst eller lukket ind i en litterær ghetto. Men begrebet har taget en bemærkelsesværdig drejning pga. migrationens universelle karakter, og det bruges nu også om forfatterskaber der hidtil opfattedes som selve kernen af de forskellige nationallitteraturer.

De her undersøgte tekster viser frem for alt at migrationslitteraturen har en ikke ubetydelig andel i det faktum at tysk litteratur er holdt op med kun at handle om Tyskland, Østrig og Schweiz. Men idet den rækker ud over nationale litteraturtraditioner og sprog, stiller migrationslitteraturen også mange krav til læseren. Man får en bevidsthed om sin egen uvidenhed og skal egentlig helst lære tyrkisk, bulgarsk, serbokroatisk og urdu. Men omvendt gives der en bevidsthed om at man er del af en større sammenhæng end det lille hjørne man tilfældigvis er vokset op i.

___________

• Fotnot 1) Således kritiserer Zaimoğlu i indledningen til sin bog »Kanak Sprak« gæstearbejderlitteraturen for et ureflekteret autenticitetspostulat, en stilisering af indvandreren som offer og tilmed for dårlig kvalitet.
• Fotnot 2) Denne referentialitet blev meget afgørende da Zaimoğlu i 2006 blev anklaget for plagiat af Özdamars »Karawanserei«-roman på baggrund af nogle overensstemmelser i motiver og metaforer, som en germanist anonymt havde lagt frem. Zaimoğlu blev dog renset for anklagerne bl.a. i lyset af en faglig bedømmelse af de to bøger. Zaimoğlu og Özdamar havde berettet om opvæksten i den samme by, Malataya omkring samme tid og det kan derfor ikke undre at deres tekster indeholder nogle overensstemmelser. Den kontroversielle, tildels skadefro diskussion omkring ’plagiatet’, der måske var præget af en vis misundelse over for migrantforfatteren Zaimoğlus succes, røbede også noget om vestlig uvidenhed om anatolsk kultur og metaforbrug.
• Artikelsök – mer att läsa
  Här kan du söka på hundratals utvalda svenska och utländska kultursidor efter ännu mer att läsa. Skriv in sökordet i fältet nedan och klicka på Sök
  Loading